Aftenvandring i et kalkholdigt skær
Jeg er på aftenvandring med et par andre kvinder en dag. Det er sent på aftenen og solen er ved at gå ned bag os. Vi går på en grusvej, eller sandvej er måske mere rigtig. Ikke sand som i hvidt strandsand, men det der grove gulorange sand, der ikke er groft nok til at være grus (okay, jeg er virkelig dårlig til at beskrive sand). Der er træer langs den ene side af vejen og lidt løst strøet ud over området, men ikke helt nok til at kunne kaldes skov. Landskabet er bakket og langs vejen, på den anden side, er der store og små forhøjninger. De er hvide og glatte i overfladen og det viser sig at være kalk. Jeg kan ikke huske at have set så meget kalk i et ellers frodigt område før. Lidt længere bagude, gemt bag en række træer, går der en skrænt ned mod en stor fordybning i jorden. Hvis det ikke er fordi det ikke er grus, så kan det godt minde om en grusgrav (igen – beskrivelsestalentet er ikke veludviklet). Det er der over på den anden side af graven, at solen er ved at gå ned.
Nå, men som vi går der med solnedgangen i ryggen, kan jeg fornemme at den kalkede overflade giver solnedgangen et helt særligt skær. Som mange måske (måske ikke) ved, har jeg en forkærlighed for solnedgange (og opgange, men dem når jeg sjældent). Derfor kribler det i mig for at kravle op på en af forhøjningerne og tage et billede (picture or it didn’t happen) af den her helt særlige en af slagsen. Kalken er dog meget porøs, så jeg skal passe på ikke at glide, for der er langt ned på den anden side af forhøjningen. Og der er intet at gribe fat i, hvis jeg først mister grebet. Desuden ved jeg ikke, hvad der er for enden af bakken.
Solen er ved at være nået et godt stykke ned og det bliver sværere og sværere at se noget. Jeg kigger bagud over skulderen flere gange, for at følge hvor langt den er nået ned. Det er dog svært at se på grund af grenene på træerne, der tager noget af udsynet. Jeg kan ikke udholde tanken om, at jeg måske ikke når at se den, fordi jeg ikke kan finde et sikkert sted at kravle op.
Endelig ser jeg dog en forhøjning, der ligner en jeg godt kan slæbe min røv op på. Jeg kravler langsomt og meget forsigtigt op, så jeg ikke glider. Mit hjerte hamrer af spænding og jeg tænker på, hvor vildt det bliver at se solnedgang, der spejles i en smuk hvid (og porøs) overflade. Men én ting er jo at kravle derop på forhøjningen. En anden ting er, at jeg både skal rejse mig op OG vende mig om for at se kunne se den. Heldigvis har jeg forholdsvis nemt ved at rejse mig, og jeg kan næsten ikke være i mig selv ved tanken om, at jeg kun er x-antal centimeters drejning fra at opleve noget virkelig stort.
Så jeg vender mig forsigt …
BIP – BIP – BIP – BIP – BIP – BIP – BIP – BIP
NEEEEEEEEEJ, DET ER FANDEME IKKE RIMELIGT!!!
Men så fuck fuck da og godmandagmorgen!