At springe ud uden faldskærm
AT SPRINGE UD UDEN FALDSKÆRM
På et tidspunkt når man (måske) en vis alder, hvor det kan være fornuftigt at spørge sig selv:
“Hvis du ikke vil ende som en gammel, mosdækket træstub, der ikke kan flyttes og slå rødder nye steder, hvad skal du så gøre?”
Det har jeg spurgt mig selv om en del gange det sidste stykke tid. Jeg har tænkt, tænkt og tænkt – og tænkt lidt mere, i min søgen efter et svar.
Svaret kom lige før jul: du skal springe ud uden faldskærm!
Nu kunne man fristes til at mene, at det nok ikke er det mest optimale at gøre, med mindre jeg kunne tænke mig at ende mine dage som en udsplattet kødmasse på en mark.
Det er alligevel lidt for drastisk.
Nej, det er i mindre målestok:
Hvad har jeg gjort: JEG HAR SAGT MIT JOB OP PR 31/1.
Hvad skal jeg så pr 1/2: DET VED JEG SIMPELTHEN IKKE
Nu tænker I sikkert “Nåh, var det bare det”.
Men – for lige præcis mig, er det en at de vildeste/sværeste beslutninger jeg har taget i årevis. At springe ud uden sikkerhedsnet i form af nyt job, er så ulig mig og min tryghedsnarkomani, at det føles som en rus i sig selv at gøre det.
Jeg har “levet” det job i snart 11 år, det har været min 2. familie med de glæder, udfordringer, knubs og erfaringer det har givet. Men nu skal jeg videre!
I skrivende stund føles det hele ret surrealistisk! Og jeg ryster en anelse på hånden, det indrømmer jeg gerne.
Men – jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er den helt rigtige beslutning for mig. At kaste alle kortene op i luften og se, hvor de lander. Intet er forudbestemt.
Jo, noget er faktisk forudbestemt: Den allernærmeste fremtid står på en økonomisk lussing, åndehul – og dernæst jobsøgning.
2016 kan fandeme bare komme an – jeg er klar!
6 Replies to “At springe ud uden faldskærm”
Fantastisk! At turde tage springet ud i uvisheden er i sig selv en udfordring,og en af dem som kræver mod, at sige farvel til et job som har været en stor del af dit liv må jo føles som en skilsmisse af de store.
At tage sådanne beslutninger giver også råstyrke,og ikke mindst selvtillid. Har selv prøvet det for et par år siden i en anden forbindelse. Stort tillykke stærkt gået og frem for alt held og lykke
De bedste hilsner
Dennis
Hej Dennis
Mange tak for din kommentar 🙂
Ja, det har krævet en masse mod. Jeg har – som du selv er inde på – sammenlignet det med at træde ud af et forhold med en som man stadig har følelser for. Man er enten vokset fra hinanden eller den ene part vil noget andet. Og i stedet for at gå direkte fra et forhold til et andet, så er det – i mit tilfælde i hvert fald – en god ide lige at trække vejret og finde ud af, hvilket forhold man vil i fremtiden.
1000 tak for opbakning 🙂
Bedste hilsener
Eva
Du er pisse sej! Kh. Birgitte
(Magtede ikke at genskabe den oprindelige lange kommentar)
Hvordan går det med tanken om, at skulle stoppe på dit job lige om lidt
@Dennis – det går okay, synes jeg. Det er selvfølgelig både vemodigt og spændende. 11 år er lang tid med de samme mennesker.