Bænkesamtale 2
– Vil du give plads til en mere på bænken?, spørger en ældre mand.
Spørgsmålet bliver starten på endnu en samtale med et fremmed menneske. En bænkesamtale. Den første bænkesamtale skrev jeg om for snart et år siden.
Jeg er ude på en af mine daglige gåture på Brabrandstien. Ud over, at jeg bare godt kan lide at gå, er gåture et effektivt værktøj til at opnå ro i krop og sjæl. Vejret er præcis som det skal være på en perfekt forårsdag. Himlen er malet med en smuk blå farve, der dækker alle skyer. Fuglene synger lystigt og det pibler frem med liv i planteriget. Jeg sidder på en bænk med udsigt til åen, med halvt lukkede øjne, og nyder solen. Den varmer mine kinder og, skal det senere vise sig, svitser min næse. Jeg skriver mig bag øret, at jeg skal huske solcreme. Forårsolen er hård for vinterbleg hud.
– Ja, det kan du tro jeg vil.
Jeg rykker til siden for at gøre plads. Jeg bemærker hans røde øjne, den røde næse, dåseøllen og de rystende hænder. Han sætter sig ned ved siden af mig.
Han kommer lige “deroppefra”, fortæller han, og kaster hovedet skråt bagover, i stedet for at pege, i retning af deroppefra. Han har været deroppe for at aflevere sin slåmaskine, der er klar om fjorten dage. Han havde tænkt på at aflevere den i februar, men det fik han ikke lige gjort.
Han holder øldåsen frem og fortæller, at “de” serverer øl og flere slags pølser, fordi der er generationsskifte. Han remser op, hvilke slags pølser, men dem har jeg glemt.
– Jeg kom tit hernede som dreng for at fiske ved åen.
– Var der noget at fange?
– Nja, der var da lidt ørred og skidtfisk.
I dag står nogen og fisker inde i byen ved åen, fortæller han. “Der hvor alle værtshusene ligger”. De fanger nok fisk til restauranterne, siger jeg og griner.
Han bemærker alle de gående og cyklisterne på stien. Der er mange, siger han – er det allerede fyraften? Nej, ikke endnu. Så er der endnu flere hernede, svarer jeg. Han tjekker sit ur og konstaterer, at klokken da også kun er 13.30.
– Kommer du her tit?
– Ja, jeg kan rigtig godt kan lide at komme hernede.
– Du bor måske tæt på?
– Ja, jeg bor på Silkeborgvej, så det er dejlig tæt på.
– Jeg bor over ved Kongsvang. Engang havde vi jo “den der trappe”, så det var nemt at komme herned. Men den fjernede “de” jo dengang de lavede “det der”.
Vi sidder lidt uden at sige noget. Så rejser jeg mig og siger, at nu må jeg hellere gå min runde, så jeg kan komme hjem og lave noget.
– God fornøjelse med slåmaskinen.
– Tak, god tur.
Jeg ved ikke, hvad og hvem, der er bag “deropppefra”, “de”, “den der trappe” og “det der”, men det er heller ikke vigtigt. Det vigtige er, at jeg har haft endnu en bænkesamtale med et fremmed menneske.
Hvorfor er bænkesamtale ikke et verbum? “Nu vil jeg ud og bænkesamtale” som alternativ til “nu vil jeg ud og gå en tur”.