Det hvide album

Hjemme hos mine forældre på slægtsgården, på hylden under sofabordet af teaktræ, lå det hvide album. Der lå det igennem hele mine barndom. Da det var tid til at skifte til en anden træsort, flyttede det hvide album selvfølgelig hen på hylden under det nye bord.

I dag er mine forældre, som så mange andre fra den ældre generation på landet, flyttet ind til byen og slægtsgården er solgt. Det hvide album er naturligvis flyttet med, men det har været forvist til en plads i et skab i soveværelset. I hvert fald indtil forleden, hvor jeg befriede det fra de trange kår. Nu ligger det atter under sofabordet, med mindre min mor da har gemt det væk igen.

Det hvide album er fyldt med billeder fra min og mine brødres barndom. Albummet er en lang tidslinje, der starter ved mine forældres bryllup i 1966. Tidslinjen slutter den dag, der ikke er plads til flere billeder. Selvom jeg har bladret i det hvide album og studeret billederne utallige gange, kan jeg dog ikke huske, hvornår de sidste billeder er fra. Faktisk kan jeg slet ikke huske de sidste billeder.

Der er både sort-hvide og farvede billeder i det hvide album. De farvede billeder har det lidt matte skær over sig, som gamle farvebilleder ofte har, og som tilføjer dem en ekstra dimension af nostalgi. Nogle af de sort-hvide billeder viser en svunden tid ude på landet, dengang mejetærskeren blev spændt efter traktoren. Der er billeder af min storebror og mig, før vi blev til tre, da vores lillebror kom til verden. Der er billeder af os alle tre hjemme i haven på en varm sommerdag, kun iført shorts og øjne, der knibes samme for at skærme mod solen. Der er også et billede af os på en af de årlige ture til Vesterhavet om sommeren.

Der er også billeder fra mine forældres bryllup i 1966. Min mor med sin hvide brudekjole i enkelt snit og kort slør, og min far med anderumpefrisure, hvid skjorte, butterfly og mørkt jakkesæt. I øvrigt det samme jakkesæt, som han bar til sit guldbryllup i sidste år.

På billedet er de ved at pakke gaver ud. I forgrunden af billedet står der en papkasse med en af gaverne. Det er en brødskærer med håndsving, mange år før den blev retro. Logoet på kassen er en rund, rød cirkel med hvid kant. Navnet står skrevet med hvide versaler og fylder næsten hele cirklen ud: EVA.

Og pludselig forstår jeg, hvor jeg har mit navn fra.

Mine forældre benægter ganske vist, at jeg er opkaldt efter en brødskærer, men indtil de kommer med den rigtige forklaring, er det den her der gælder. Jeg er alligevel ved at nå en alder, hvor jeg selv er ved at være lidt retro.

Jeg har fået lov at låne det hvide album. Det glæder jeg mig meget til. Jeg håber billederne kan kan være med til at grave glemte minder frem. Selvom jeg har bladret i albummet mange gange, har jeg måske aldrig set billederne længe nok til at mærke og huske historierne bag.