Kunsten ikke at holde ved

Det her Facebook eksperiment gør ikke noget godt for min i forvejen gråsprængte hårpragt.

Kunsten ikke at eksistere, som jeg skrev om i går, er nået ind i fasen “Kunsten at finde en undskyldning for at opgive, uden at hele dit ansigt tabes ned i rendestenen”. Eller det mere mundrette “Kunsten ikke at holde ved”. Mit Facebook eksperiment “Deaktiver Facebook” har, med andre ord, nået slutfasen.

Jeg sidder her klokken lidt over seks med morgenkaffen, og kan næsten ikke vente med at blive færdig med at skrive, så jeg kan logge på det der skide Facebook.

Efter jeg skrev sidste indlæg, om de ting jeg pludselig mangler ved ikke at være på, er der selvfølgelig dukket flere ting op.

Spotify
Da jeg stillede mig op på crosstraineren i går aftes (ja, yikes!), ville jeg finde David Bowie playlisten, for at lade op til hyldestkoncerten på fredag. Forventningsfuld åbner jeg Spotify og….! Min konto ved Spotify er jo for helvede koblet sammen med min Facebook. Hvis ikke pulsen allerede var oppe efter de 30 minutters intervalcykling som opvarmning (ja, yikes), så kom den det fandme lige dér.

Dyb indånding! Det må jeg kigge på, når jeg kommer hjem, tænkte jeg. Så kan jeg google, hvordan jeg adskiller de to konti.

Som om!

Det viser sig slet ikke at være så nemt. For det første skal jeg opsige mit premium abonnement, og slette den eksisterende konto. Hvilket betyder, at jeg skal logge på…Facebook. Så skal jeg oprette en ny konto uden om Facebook. Bagefter skal jeg kontakte Spotifys support, så de kan flytte mine playlister etc over på den nye konto. Og i øvrigt, hvis jeg vil bruge den samme email adresse.

Det kommer ikke til at ske! Heller ikke selvom andre fortæller, at deres support er meget hurtig. Jeg kunne vælge Apple Music, som en anden foreslog, men det abonnement har jeg haft. Jeg kan ikke huske, hvorfor jeg opsagde det. Om det var udvalget, for at spare penge eller noget tredje. Og i øvrigt ville jeg jo i så fald stadig skulle opsige Spotify abonnementet, så jeg ikke betaler for to.

Grupperne
Flere af mine “kolleger” fra jobsøgningsgruppen, kontakter mig i løbet af aftenen med det samme spørgsmål: “Hvornår er det vi skal mødes?”. Ud over at forsøge at huske det præcise klokkeslæt, svarer jeg kækt, at de lige må finde tråden i Facebook gruppen, for jeg kan ikke tilgå den. Den sidste jeg skriver det til, svarer så kækt tilbage, at tråden jo ligesom forsvandt, da jeg deaktiverede min konto.

For hæwled!

Så var det jeg tænkte, at det her eksperiment må slutte.

I det mindste er der nogen, der lægger mærke til, at jeg er væk. Ganske vist fordi jeg ufrivilligt har gjort tingene mere besværlige for dem, men alligevel…

Når jeg lige om lidt klikker Udgiv på dette indlæg, så er “Kunsten ikke at holde ved” en realitet. Så slutter mit Facebook eksperiment, for så åbner jeg browseren og logger ind. Nærmest før jeg nåede at logge ud.