Kunsten ikke at eksistere

Kunsten ikke at eksistere. Eller fuck Facebook. Jeg kan ikke helt beslutte mig for, hvilken titel, der passer bedst.

Nå, men hvem kan alligevel bruge det lort til noget? Altså Facebook.
Eller. Det mener jeg selvfølgelig ikke. Jeg forsøger bare at give indtryk af, at

JEG SLET IKKE HAR ABSTINENSER!!!!

Men.

Føler sgu lidt, at jeg er med i en eller anden ny obskur kunstretning; Aktiv dødshjælp på social media måden. Eller Sådan finder du din social media afhængighedsfaktor. Eller Kunsten ikke at eksistere. Eller den lidt mere avantgarde udgave: Kunsten ikke at eksistere, men stadig være i live.

At have deaktiveret Facebook er noget mere udfordrende end det var at gøre det samme ved Twitter. Da jeg deaktiverede Twitter, var det faktisk selve handlingen, der var den sværeste. Men da det først var gjort, var det bare fed fornemmelse. Jeg havde ikke noget behov for Twitter (og Twitter havde heller ikke behov for mig).

Sådan er det altså ikke med Facebook. Der er absolut ingen lettelse at spore. Til gengæld føler jeg mig sgu afsondret. Også selvom folk stadig kan kontakte mig på Messenger. Der er flere grupper, som jeg faktisk har brug for at følge med i. Der er min jobsøgningsgruppe, hvor vi aftaler møder og holder hinanden orienteret om, hvad der sker på jobfronten. Der er flere netværksgrupper, der deler arrangementer, informationer osv. Så er der den lille, lukkede helsegruppe (ja, yikes!), hvor jeg suger motivation til gåture og aktivitet, ved at konkurrerer på (u)lige fod med en lille samling næsten-top-motiverede mænd og kvinder. Eller gruppen for min opgang, hvor vi hurtigt kan informere hinanden om praktiske ting. Min blog har også en side, som jeg ikke længere har adgang til. Dvs. at jeg ikke længere kan promovere mine indlæg ad den kanal. Okay, så mange følger mig jo heller ikke, så det er kun mig, der føler jeg går glip af noget, og ikke mine få følgere.

Det jeg ikke mangler, er alle de negative debatter og opslag, der gør mig i dårligt humør, og som jeg forsøger at holde mig fra. Hvilket faktisk lykkes i 96% af tilfældene, fordi jeg, belært af erfaring, ved at jeg ikke er skabt til de slags debatter. Når jeg alligevel lader mig friste i 4% af tilfældene (nej, jeg har ikke lavet statistik, det er ren påstånd), får jeg bare bekræftet min erfaring. Men den fristelse kan jeg sgu sagtens leve med. Det er de førnævnte områder, der gør det til en udfordring.

Det er jo blevet så normalt med “Skal vi ikke bare oprette en Facebook gruppe”. Til nærmest et hvilket som helst formål. Og på den måde bliver vi afhængige af Facebook. Ja, jeg skriver “vi”, for jeg kan umuligt være den eneste, der har det sådan.

Nå, men der er jo ikke engang gået et døgn endnu. Og det vil sgu alligevel være for stor en falliterklæring allerede at give op nu. Så jeg venter. Bare lige lidt. Mens jeg gentager: Fuck Facebook. Fuck Facebook. Fuck.