Hærvejen – en hærvejsjomfru taler ud

Mit oprindelig indlæg om vandretur på Hærvejen er blevet længere.

….

I weekenden fik jeg taget min hærvejsmødom. Det skete på en 2-dages vandretur på Hærvejen med guide, arrangeret af Visit Ikast-Brande. Turen gik fra Palsgaard Skovmuseum ved Hampen til Øster Nykirke på toppen af Danmarks højderyg. Det er en rute på omkring 30 km og med et par gåture alene, blev det til næsten 38 km i alt lørdag og søndag.

Og jeg nød hvert eneste minut af alle 38 km.

Vejret var fantastisk, naturen smuk og stilheden fremtrædende. Der var lange strækninger, hvor lyden af by og bil var helt væk og erstattet af kvidrende fugle. Nå ja – og vandrene. “I er et af de mere snakkende hold jeg har haft” sagde vores turguide.

Det med den snakkende flok var lidt af en udfordring for mig i starten, for jeg ville bare så gerne have lov at høre stilheden. Det var dog helt umuligt, fordi folk snakkede rigtig meget. Og højt. Muligvis, fordi en del af de 16 deltagere var tilmeldt sammen med nogen. Min løsning blev at sakke agterud på nogle af strækningerne og derved lægge så god afstand til gruppen, at jeg mærkede en flig af den stilhed jeg sukkede efter. Så kunne jeg indtrykke mig mens vi gik, og udtrykke mig, når vi havde pit stop undervejs. Det betød også, at jeg helt usædvanligt gik langsomt. Det er ellers ikke en disciplin jeg behersker særlig godt, men det var som om benene bare afstemte tempoet med stilheden. Måske er det derfor jeg ikke har haft nævneværdigt ondt nogen steder, trods nye støvler og rygsæk på slæb.

Efterhånden begyndte jeg dog også selv at tale lidt mens vi gik. Det var bl.a. på en af de strækninger, hvor jeg gik bagest, at jeg faldt i snak med en mand, der var med på turen.

Jeg tror ikke Manden helt var med på, hvilke udfordringer der ventede ham, før han meldte sig til. Hans grundform var måske ikke helt på plads, og hans rygsæk var for tung. Solcreme og hat havde han også glemt og hans blodsukkeret skulle måles flere gange undervejs. Nå ja, og så havde han heller ikke gået de sidste to år, men en rar optimist, det var han.

Han fortalte, at han førhen havde gået en del, men var gået i stå de sidste par år. Nu ville han gerne i gang igen. Jeg fik en fornemmelse af, at han havde oplevet en form for krise i sit liv for ikke så længe siden, og det var derfor han ikke havde gået så meget.

“Det var derude i stilheden, at jeg fandt ud af, hvor medtaget jeg var af mit erhvervsliv”

Sådan sagde han. Og det er en sandhed. I hvert fald for ham. Og mig. Det er dét stilheden i naturen kan – fortælle os, hvor vi er i vores liv. Hvor vi er på vej hen. Om det er den rigtige vej vi går. Eller om vi skal vende om, før vi kommer for langt væk fra os selv.

Og nu skriver jeg “vi” som om det er en selvfølge, at alle andre har det som mig, men det er det jo ikke. For mig eksisterer der bare ingen andre steder, der kan give mig så meget ro i sjælen og klarhed i tankerne, som stilheden i naturen.

Som jeg skrev i min notesbog, da jeg sad en stille stund alene i haven, der tilhører vores Bed & Breakfast:

“Lige nu i dette øjeblik er jeg præcis hvor jeg skal være”

Manden måtte i øvrigt opgive efter et par timers meget varm og udfordrende gåtur. På det tidspunkt havde han allerede overanstrengt sig alt for meget. Derfor blev han hentet efter frokost og kørt ud til vores bed & breakfast, hvor han kunne få sig en lur og komme til hægterne.

Senere, da vi sad og snakkede, mens vi ventede på at aftensmaden blev klar, fortalte han, at han havde arbejdet i udlandet med sin kone for mange år siden.

Manden er sådan én, der ville passe perfekt i rollen som et af de fremmede mennesker jeg møder i mine bænkesamtaler (som det i øvrigt er længe siden jeg har haft sidst).

Efter aftensmaden gik jeg en tur sammen med et par af de andre på holdet. Det var en vindstille tur ned til søen, hvor solen kastede lange skygger og badede landskabet i et smuk rødligt skær, mens den sagde godnat og gik til ro.

Da vi kom tilbage sagde jeg godnat og gik i seng. Det blev ikke til meget søvn den nat. Der var meget lydt og der var en del rumsteren natten igennem.

Når jeg alligevel ikke kunne sove længe, kunne jeg lige så godt bruge tiden til noget fornuftigt, så kl. 5.45 var jeg på vej ned til søen igen. Desværre var det jo lige sent nok til at se solopgangen, men så var der så mange andre ting at se.

For eksempel så jeg et stankelben, der havde forvildet sig ind i et spindelvæv. Den kæmpede som en gal, og sikkert badet i angstens sved, for at komme fri, imens edderkoppen kom nærmere og nærmere. Heldigvis slap stankelbenet fri i sidste øjeblik.

Jeg så også en larve, med punkerfrisure, møjsommeligt forcere den ujævne, knoldede og udtørrede vej, mens den nok tænkte, at det sgu var rimelig meget op ad (mange) bakke(r).

Så var der den smukke røde kardinalbille, der fik sig en lille gyngetur på et blad, mens den gjorde sig i stand (eller hvad det nu var den lavede).

Jeg så også en spætte, der ikke hakkede i samme rytme som andre spætter. Måske var det i virkeligheden slet ikke en spætte, men bare én, der lod som om. “Jeg vil også være spætte og hakke hul i et træ”, tænkte den måske.

Jeg så svaner og rådyr. Og et får der stod ved søbredden og drak vand sammen med sit lam. Jeg så snegle, der kravlede opad mælkebøttens stængel. Jeg så morgensolens og træernes spejlbillede i i søens blanke vandoverflade.

Faktisk var det en meget begivenhedsrig morgentur. Man skal bare kigge ordentlig efter.

Det er i detaljerne oplevelserne ligger.

Da jeg kom tilbage fra gåturen, drak jeg morgenkaffe i haven, mens jeg lyttede til gøgen og alle de andre kvidrende og morgenfriske fugle. Jeg kan ikke forestille mig en mere perfekt start på dagen (det skulle da lige være, at det var min egen have). Gøgen var i øvrigt meget aktiv og jeg tror ikke den sov overhovedet. Det tror jeg heller ikke dem, der sov i shelter, mente. Da vi senere gik videre på turen, hørte vi sgu også gøgen. Vi var et par stykker, der udviklede gøgeparanoia, men jeg skal ikke kloge mig på, om lidelsen vil blive fuldt ud anerkendt eller blive stemplet som “funktionel lidelse” …

Søndagens etape på Hærvejen gik først til Gudenåens og Skjernåens udspring. Tænk, at jeg har boet så tæt på og alligevel aldrig har set det (ikke, hvad jeg kan huske). Resten af turen foregik en del på grusvej i landlige omgivelser. Det sidste stykke op til Øster Nykirke blev tilbagelagt med asfalt under fødderne. Vi fik i øvrigt kun lov at gå der, hvis vi gik i gåsegang helt ude i siden. Det viste sig nemlig, at vi kom direkte ind i et cykelløb. Da vi nåede op til kirken var turen slut og vi satte os i græsset og ventede på den bus, der skulle fragte os tilbage til Palsgaard Museum. Dér sad vi så og nød udsigten til alle cykelrytterne, der kæmpede sig op ad bakken.

Denne 2-dages tur eller kommende vandreture genføder mig næppe som et nyt menneske. De hjælper mig nok nærmere til en finde ind til en del af mig, der altid har været der. Udtrykt på en mere svulmende måde: Som en blomsterknop, der har ventet længe på den helt rette mængde sol, for at kunne springe ud.

Denne tur gik gennem meget lynglandskab og turen må være endnu smukkere i august, når lyngen blomstrer. Det er en oplevelse jeg har tilføjet på bucket listen.

For mig er vandreture på en måde intime. Det er lidt svært at forklare, men jeg befinder mig i en form for sfære, som jeg ikke vil dele med alle. Derfor er det heller ikke alle jeg har lyst til at vandre sammen med. Om jeg kommer til at tage på ture alene, ved jeg ikke. Jeg vil nok egentlig helst gå sammen med en gruppe, fordi det på en måde er nemmere at have min sfære for mig selv, når der er flere. Det vil også blive lidt ensomt at gå selv. Hvis jeg tænker på vandring i tosomhed, er jeg endnu mere kristik med, hvem den anden skulle være. Gruppeture betyder ganske vist, at jeg ikke får så meget stilhed som jeg gerne vil, men jeg vil gerne begge dele, bare med mest fokus på stilhed. Og jeg endte jo med at få begge dele på denne tur. Set i bakspejlet er jeg glad for, at jeg tog på denne tur alene, hvor ingen kendte mig. Det var rart og uforpligtende.

Og så lidt om det Bed & Breakfast, Danakilde, som vi boede på. Stedet ligger i nogle virkelig skønne omgivelser ved Rørbæk sø. Værterne, Rebekka og Torsten, er jordnære mennesker, der brænder for det de gør: at skabe et sted for gæster, der nyder ro og natur. Jeg glæder mig allerede til at bo der igen.

Da jeg kom hjem, overvejede jeg at sælge min Northside billet. Min lyst til høj musik og masser af mennesker er mikroskopisk i forhold til min lyst til at komme ud i stilheden i naturen med min rygsæk.

Jeg har endnu ikke besluttet mig. Her 4-5 dage før. Nu må jeg se om jeg ender på Northside eller Hærvejen …