Kun hesten mangler. Og det løse.

Som barn var jeg ret vild med western. Sådan en rigtig (antifeministisk) western med både macho cowboys, smukke indianere med fjer i håret og pæne glædespiger i flotte kjoler. Især hvis det var med John Wayne eller Dennis McCloud Weaver. De to havde mit pigehjerte virkelig et svagt punkt for. Min far var også vild med western. Når der engang imellem var western i tv søndag eftermiddag, slap vi for at arbejde i den tid filmen varede. Var der noget min far ikke ville gå glip af, var det nemlig en god western. Nogen gange sad jeg under skrivebordet i stuen, når filmene blev for uhyggelige. For eksempel, når cowboyderne (jo, det hed de i flertal!) stormede indianernes lejre eller når indianerne skalperede cowboyderne. Så var cowboyderne noget så ondskabsfulde og uretfærdige og indianerne nogle værre barbarer.

Nu sidder jeg så her i min stue, flere årtier senere, og forsøger at omforme mit hjem til en westernkulisse. Her er både støv i tykke lag på hver eneste flade og vindhekse dannet af hår og nullermænd, der hvirvlerne rundt når jeg går. Nuvel, jeg mangler både hest, cowboy, indianer og en glædespige eller to. Men ting tager tid. Rom blev jo som bekendt heller ikke bygget på én dag. Således heller ikke en westernkulisse.

Jeg gør dog hvad jeg kan. Derfor fravælger jeg rengøring lidt endnu. Jeg kan simpelthen ikke huske, hvornår jeg sidst har tørret støv af. Det var mens det stadig var varmt. Og før jeg tog på højskole. Altså Ry. Som var i uge 27.

Men altså … Rom og alt det der …