Min kamp ud af mellemfasen

Jeg ligger i min seng. Natten har budt på urolig og afbrudt søvn. Et eller andet har rumsteret i mine tanker. Jeg sover ikke, men er heller ikke vågen. Jeg befinder mig på niveauet mellem overflade og underflade. Mellemfasen. Jeg græder og tårerne løber nedad kinderne.

Jeg kæmper for at vågne. Jeg er så tæt på overfladen nu, at jeg kan kigge rundt i mørket.

Der er noget, der ikke føles rigtigt. Derude i det mørke rum. Jeg kan ikke få konturerne til at passe med tingene i mit soveværelse.

Jeg er forvirret. Disorienteret.

Hvor er jeg?

Jeg er tæt nok på overfladen til kunne konstatere, at jeg ikke er i mit eget soveværelse, men ikke langt nok fra underfladen til at forstå, hvor jeg så er.

Det ligner min bedstemors stue? Det var da mærkeligt. Hvad laver jeg her? Hvad sker der?

Jeg har ingen svar, der giver mening.

Jeg ved godt, det bare er fordi min hjerne driver gæk med mig. Det er sådan det er i mellemfasen mellem underflade og overfladen. Mellem drømme og virkelighed. Jeg ved også, hvad jeg skal gøre ved det. Jeg skal helt op til overfladen, så er alt godt.

Jeg kæmper som en gal for at nå helt derop.

Eva, åbn øjnene!

Jeg prøver, men jeg kan ikke.

Kom nu! Bare lidt længere op mod overfladen, så er du der.

Jeg kan mærke, jeg nærmer mig. En sidste kraftanstrengelse.

Jeg åbner øjnene.

Jeg kigger rundt i mørket. Ser til min lettelse, at jeg ikke er i min bedstemors stue. Alt er normalt. Det lykkedes. Jeg er på overfladen.

Så fanger øjnene noget i rummet.

Gardinet. Det blafrer.

Sært, hvordan kan det blafre? Jeg har jo ikke åbnet vinduet. Min hjerne og krop går i alarmberedskab. Er nogen brudt ind?

Så kommer jeg i tanke om, at jeg ikke har et gardin, der kan blafre. Og slet ikke et der er rødt, som det her. Jeg har et rullegardin. Det er sort.

Jeg kigger hen mod enden af værelset. Der er franske døre. De er begge åbne og afslører et lyst rum.

Jeg står ud af sengen og går langsomt, og med bankende hjerte, ind i rummet.

Der er højt til loftet, lyse vægge og trægulve, hvide gulvlange og blafrende gardiner. Vinduerne står åbne. Der er ingen møbler. Ved siden af mig på gulvet ligger en stak sammenfoldede flyttekasser stablet oven på hinanden. Der er mange. Stakken når op i vindueshøjde.

Hvad er det her for noget?

Jeg kigger vantro rundt i rummet. Så får jeg øje på endnu et par franske døre. Den højre dør er lukket. Den venstre står halvt åben og jeg ser, at der er et rum mere.

Jeg bliver stående ved stakken af flyttekasser. Rummet, jeg kan se gennem den halvåbne dør, ligner det rum jeg står i.

Jeg forstår ingenting.

Så bliver jeg sur.

Nej, det her, det gider jeg fandeme ikke! Jeg går i seng igen!

Jeg går tilbage til sengen og kravler ned under dynen. Jeg ligger og kigger rundt i værelset med det røde gardin. Det, jeg troede der var min bedstemors stue, da jeg stadig befandt mig i mellemfasen. Det, der før var mørkt, men som nu er, om ikke helt lyst, så dog så lyst, at jeg kan se noget.

Jeg kan simpelthen ikke få noget som helst til at hænge sammen. Min hjerne kører på højtryk. Jeg forsøger at finde en forklaring på, hvad der foregår, men det er umuligt.

Så går en dør op ind i værelset og en kvinde træder ind.

• Bedstemor! Hvad laver du her?

Hun svarer ikke. Hun bærer på to poser. Som om hun har været ude at handle. Hun går hen til spisebordet ved siden af sengen og stiller dem på bordet.

Så går det op for mig, at jeg faktisk er i min bedstemors stue.

• Nu kan det fandeme være nok! Jeg gider simpelthen ikke være med mere, siger jeg surt.
• Det var det samme sygeplejerskerne sagde om dig. At det her gad du bare ikke være med til, svarer min bedstemor og griner.

Jeg indser, at jeg stadig befinder mig i mellemfasen. Mellem underflade og overflade. De blafrende gardiner, de franske døre, de lyse rum, flyttekasserne, min bedstemor. Det hele er foregået i mellemfasen. Jeg nåede altså slet ikke overfladen i første forsøg. Det hele var bare min hjerne, der stadig drev gæk med mig.

Jeg er tilbage til start.

Så jeg begynder forfra.

Eva, du skal åbne øjnene! Når du åbner dem, er du tilbage. Du kan godt. Kom nu! Åbn øjnene! Du ved godt, det er det eneste der skal til. Kom nu! Helt op til overfladen.

Jeg åbner øjnene og genkender konturerne i mit soveværelse.