Morgenstund har stilhed i mund

Grundtvig mente, at morgenstund har guld i mund. Jeg mener morgenstund har stilhed i mund. Og morgenstund har kaffe i mund.

For at komme Grundtvig bare en lille smule i møde på gulddelen, mener jeg , at morgenstund er guld. Bare i sin egenskab af at være morgenstund.

Dan Turell holdt mest af alt af hverdagen. Jeg holder mest af alt af morgenstunden, om det så er weekend eller hverdag.

Jeg har, helt fra barns ben, været A-menneske. Morgenmenneske. Morgenstundsmenneske. Hvor andre foretrækker at kunne sove så længe som muligt, og bare lige have tid nok til bad, påklædning og tandbørstning, før de skal ud ad døren, foretrækker jeg at have god tid. Rigtig god tid. Hvis jeg kan strække min morgenstund til at være mellem halvanden og to timer, før jeg skal ud ad døren, er det perfekt. Og kan jeg have morgenstunden for mig selv, er det perfekt med kryds og bolle.

Flere spørger, hvad jeg dog får alt den tid til at gå med.

Jeg får tiden til at gå med at nyde.

Morgenstund er nydelse. Morgenstund har kaffe i mund. Morgenstund har stilhed i mund. Ud over de første morgenrutiner, som du kan læse en detaljeret beskrivelse af her , sidder jeg på stolen med benene oppe, mens kaffen og stilheden langsomt indhylder hjernen og kroppen. Driver nattens sløvhed bort og gør mig klar til at tage imod dagen.

Man kan fristes til at tro, at jeg foretrækker at have mine morgenstunder for mig selv, fordi jeg er morgensur. Det er jeg faktisk ikke. Så længe morgenstund har stilhed i mund. Jeg har bare ikke lyst til at snakke. Jeg har ikke lyst til at forholde mig til andre. Jeg har bare lyst til at være, vågne, virke.¹ Jeg lytter heller ikke til radio om morgenen. De få gange jeg forsøger, varer det ikke længe før jeg slukker igen.

Nu bor jeg i byen, så stilheden brydes engang imellem af udefrakommende lyde. Der vil altid være den sporadiske lyd af biler, men på en eller anden måde bliver den lyd dog bare en del af stilheden. Hvis jeg sad dybt inde i en skov, hvilket i øvrigt ville være et drømmescenarie i stilhedsforstand, ville lyden være så meget ude af kontekst, at den ville føles forstyrrende.

Den to mest udfordrende lyde jeg kan forestille mig om morgenen, er dog lyden af børne-tv-kanaler og larmende børn, der løber rundt. Kombinationen af de to er i en kategori for sig. Nu er børn er som udgangspunkt universets gave til menneskeheden, da det er tvivlsomt vi vil overleve uden dem, men jeg tror jeg gjorde universet og menneskeheden en tjeneste, da jeg fravalgte børn². Jeg skal derfor ikke komme nærmere ind på, hvad lyden giver mig lyst til at gøre. Både af hensyn til hele menneskehedens overlevelse, og af hensyn til mit eget ve og vel i forhold frådende forældre.

Ja, jeg elsker mine morgenstunder. Jeg elsker dem så højt, at jeg vil forsvare dem med næb og klør, og gå igennem ild og vand for at kunne forme dem som jeg gerne vil.

Morgenstund har stilhed i mund.

Så…schyyyyy!

 

¹ Det inkluderer at være morgengrim, både i udseende og lugt, at slappe af og slippe vind uden én, der rynker på næsen. Det sidste er ikke uvæsentligt. Prutter er kommet for at blive, men ikke alle har et afslappet forhold til dem. Og det er et must, hvis man vil have lov til at invadere min morgen.

² Om jeg ikke kan lide børn? Jo, jeg holder rigtig meget af børn. Især dem, der er stille. Men også alle de andre. Og jeg kan charmes i knæ af en lille unge der, nede fra klapvognen, smiler til mig med hele ansigtet og ballade i øjnene.