Vintertid eller en-eller-anden-tid

Vintertid eller en-eller-anden-tid

I nat stillede urene sig en time tilbage. Du ved … samtidig med, at du stillede havemøblerne ind …

Hvis du kigger ud ad vinduet og opdager at dine havemøbler stadig står udenfor, skal du måske lige overveje om der er noget du har glemt. Du kan selvfølgelig vælge at lade dem stå udenfor vinteren over. Det tager de såmænd nok ikke nogen skade af. De har jo da trods alt klaret en dansk vintersommer, og det kræver immervæk sit havemøbel. Men der er altså bare lige den lille hage ved det, er det er handlingen med at slæbe havemøbler enten ind eller ud, der skal minde dig om, hvilken vej urene skal stilles. Det kan du jo nok se, vil give en masse roderi og unødig forvirring. Og tiden skal du sgu have styr på, så du ikke starter en mandag morgen med at lege Chris og Chokoladefabrikken.

Men det er selvfølgelig kun et problem, hvis du stadig lever i din egen lille analoge tidsboble, og ikke lige har fået tændt for radioen eller tv’et. Det gjorde jeg også engang, men det var før det blev kikset. Fordi de fleste andre også levede i boblen sammen med mig. Det var dengang, der altid var en eller anden vi-har-glemt-at-stille-uret-frem eller vi-har-glemt-at-stille-uret-tilbage historie at fortælle. Ja, jeg har også sådan en historie. Det var noget med besøg fra USA og en misset flyafgang. Okay, det var ikke kikset fordi jeg var analog. Det var bare kikset.

Anyway, nu er det vintertid.

Eller, som nogle påståelige og stædige rade naturligvis vil fastholde, efterår (som jo så burde hedde eftertid, hvis det skal give mening). Og i øvrigt normaltid. Men undertegnede er mindst lige så stædig (dog ikke påståelig), så jeg fastholder selvfølgelig min ret til at kalde det vintertid ligesom de fleste andre. Okay, jeg kan ikke med statistikken i ryggen sige med sikkerhed, at de fleste andre gør lige som mig. Det er dog overvejende sandsynlig, da jeg ikke anser mig selv som en, der falder særlig meget udenfor normen.

Èn ting er i hvert fald sikker: vi er i en-eller-anden-tid. Og for min skyld, og nok også alle andres, må du kalde den lige, hvad du vil.

Egentligt ville jeg skrive en liste over vilkårlige ting jeg har oplevet den sidste tid. Sådan en virkelig grundkedelig ligegyldighedsliste om min hverdags mindst lige så ligegyldige banaliteter. Bare for at redde min blog, der nu på 64. dag ligger og sygner hen i ensomhed, fra at dø af ordsult og bogstavmangel. Så kom jeg til at skrive ligegyldigheder om vintertid i stedet for og nåede aldrig til listen. Og nu gider jeg faktisk ikke rigtig, for når alt kommer til alt, ved jeg ikke lige, hvad jeg skal fortælle.

Jeg kan dog afslutningsvis fortælle, at den der vintertid betyder, at solen stod op 7.21 og gik i seng 16.44 (dovne hund!). Dagens længde er aftaget 8.17 i det aarhusianske (jeg er kommet ud af fasen med trodsigt at insistere på at stave bynavnet med bolle-å). Eller afhængig af, hvor pessimistisk du er, er mørket tiltaget 8.17.

Ej, jeg kan også lige nå at indskyde, at jeg i dag har deaktiveret min ellers meget aktive Twitter-profil og giver mine 1200 følgere en pause. Og mig selv en pause fra dem. Sådan en periode tog jeg også sidste år. Arbejder på at gøre det til en efterårs/vintertradition.

Så kan jeg jo passende se om al den tid kan bruges på at skrive (as if!).

Mojn!

 

P.S. Op i røven med SEO og korrekturlæsning. Og kommaer: ,,,,,,,,, (fordel selv)

2 Replies to “Vintertid eller en-eller-anden-tid”

  1. Hvem har brug for SEO og kommaer? (indsæt velmenende fnys) – den slags må folk og søgemaskiner virkelig selv ligge og rode med – sagde en anden én, der slet ikke har regnet de der kommaregler ud endnu. Var vist en kende fraværende i dansktimerne, nu jeg tænker over det…. Men det er trods alt gået op for mig at det er vintertid nu… En ekstra weekendtime skal man ikke underkende! ❤️

  2. Åh, don’t mention kommaregler …
    Det er fandeme not fair overfor os, der gik ud af skolen for en menneskealder siden, at ændre reglerne EFTER vi er færdige med skolen. Vi har jo ik’ en chance!

    Jeg har været sååå standhaftig med SEO, men det er jo fandeme lige før det tager lige så lang tid som at skrive selve indlæggene. Og de tager allerede alt for lang tid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.