Hudsult

Hudsult er titlen på Allan Olsen nyeste album. Hudsult er en tilstand, hvor man længes efter fysisk berøring, eksempelvis at blive nusset på armen eller anden let berøring. Tilstanden oplever nogle ældre mennesker på plejehjem for eksempel. I podcasten Det Næste Kapitel fra Radio24syv, samtaler Iben Maria Zeuthen med Allan Olsen om bl.a. hudsult.

Allan Olsen fortæller, at han synes vi fjerner os mere og mere fra hinanden. Som eksempel nævner han de kassemedarbejderløse supermarkeder. Og hans far, der var postbud dengang der stadig var tid til en lille sludder, når posten blev leveret.

Hele samtalen sætter gang i nogle tanker hos mig. Gør vi nok i at være nærværende. At være. Nær. Hinanden. Som borgere i et samfund. Som menneske i et samfund.

Ligesom Allan Olsen kender jeg også et postbud af den gamle skole. Lad os kalde hende Else.
Else bliver postbud i 70’erne og de næste 25-30 år. Først cykler hun rundt som bypostbud. Senere bliver hun landpostbud og får sin egen faste rute, hvor hun leverer posten ud til en masse gårde.

Dag efter dag triller Else ind på den samme gårdsplads. Hun leverer den samme avis. Bydes på en kop kaffe af konen det ene sted, taler om vind og vejr med manden det næste sted, og hører sidste nyt om børnebørnene det tredje sted. Den ældste generation på ruten finder en vis tryghed i at vide, at Else triller ind på gårdspladsen på omtrent samme tidspunkt hver dag.

På den måde finder Else, og de mennesker hun leverer posten hos, en fast rytme og en samhørighed hen over årene.

For eksempel er der Avisdamen. En ældre dame, der abonnerer på Vejle Amts Folkeblad hver dag. Så er hun nemlig sikker på, at Else også kommer hver dag. Avisdamen og Else har en aftale om, at Else skal banke på døren, for at tjekke om alt er ok, hvis hun ikke er stået op fra middagsluren, når avisen kommer.

Der er også Enkemanden. Den ældre herre, der efter konens død, skal klare sige alene. En dag, da Else som altid standser på gårdspladsen for at aflevere dagens post, lægger hun mærke til, at gardinet stadig er trukket for. Det er usædvanligt på denne tid af dagen, det ved Else. Det viser sig da også, at Enkemanden ligger i sengen og ikke kan rejse sig.

Sådan er der flere situationer, hvor Else afleverer en kasse medmenneskelig omsorg sammen med dagens breve og avisen.

Men så skulle postvæsenet ”effektiveres”.

Med effektiviseringen skrælles laget af medmenneskelighed af ind til knoglen. Det erstattes af minuttyrrani og måleapparater. Pludselig er selskabet på ruten den bip-lyd, måleapparatet afgiver hver gang bilen startes. Lyden bliver med tiden en nervepirrende og konstant påmindelse om det groteske forløb, som Else og kollegerne trækkes igennem. Apparatet registrerer, hvor mange minutter Else holder stille på gårdspladsen. Hun må kun holde stille i 1-2 minutter, og når hun er færdig med ruten, skal dagens målinger kontrolleres. Viser den et ophold på 5 minutter skal Else forklare, hvad hun laver i de 5 minutter. Første gange det sker, tænker hun, at det må være nok bare at stikke hovedet ind på kontoret og fortælle, at hun passer sit arbejde, også i de 5 minutter. Sådan som hun har gjort det, de sidste mange år. Til punkt og prikke. Men Else tager fejl. Hvad hun foretager sig i de 5 minutter, skal hun aflægge skriftlig rapport om.

Pludselig er hun ikke længere en medarbejder, der udfører sit arbejde til både leders og kunders tilfredshed. Nu er hun en medarbejder, der har holdt stille i 5 minutter.

Det er et vanvittigt forløb, hvor tillid erstattets af mistillid. Og alle, med bare en smule medmenneskelig forståelse ved, hvilke konsekvenser mistillid kan have. For et arbejdsmiljø. For en medarbejder. For et menneske.

Som medarbejder, der er underlagt et effektivt mistillidsværktøj, må Else ikke længere yde tryghed til Avisdamen. Eller bruge tid på at tjekke, hvorfor gardinet hos enkemanden stadig er trukket for. Men som menneske må og kan hun ikke lade være.

Elses arbejdsliv slutter der. Mange år før det skal.

Jeg forestiller mig, at det er sådan mange medarbejdere i bl.a. sundhedssystemet må føle det i dag.

Hvad byder vi mennesker i dag? Effektiv fravær af nærvær.

Den menneskelige kontakt overflødiggøres mere og mere i effektiviseringens og digitaliseringens hellige navn. Jovist, der er flere steder, man med fordel kan effektivisere, men når det sker på bekostning af omsorg og samtale, er det noget skidt. Jeg tror ikke det er gavnligt for hverken samfund eller borgere – og slet ikke den ældste generation, at vi fjerner os mere og mere fra hinanden.

Hudsult. Det bliver det nye sorte inden for diagnoser i fremtiden. Og samtalesult. Viser min pessimistiske krystalkugle. Den viser mig også, at det er vigtigere end nogensinde, stædigt at holde fast i, at ”bænkesamtale” er et udsagnsord. Og en disciplin jeg skal øve mig i.