Ry Højskole – Ry Classic 2016

Højskole er ikke bare noget man er på. Højskole er noget man oplever.

Handling
En pludselig indskydelse i foråret, fik mig til at bestille en uges ophold på Ry Højskole. Eller pludselig og pludselig – så pludselig den nu kan være, når det er noget jeg har tænkt på i mange år. Set i bakspejlet, burde jeg virkelig give mig selv en snotklat midt i fjæset for ikke at have gjort tanke til handling noget før. 2016 skal åbenbart være året, hvor jeg prøver det hele.

Valget faldt på et skrivekursus ved Dy Plambeck, så søndag i uge 27 satte jeg mig i toget, uden forventninger, men med lidt sommerfugle i maven.

Helheden
Nu er det 3 dage siden jeg er kommet hjem, og jeg ville ønske jeg skulle af sted på søndag igen.
Den uge gav mig rigtig meget på flere planer. Selvfølgelig er der oplevelser, der har gjort større indtryk end andre, men jeg kan ikke pille en enkelt del ud og sige, at det var den som succesen stod og faldt med. Det var helheden. ”Fællesheden”.

Det var mine medkursister, kursisterne på de andre hold (pilgrimsvandrere, kajakroere, tangodansere og malere), det var medarbejderne, stemningen, miljøet, maden, underholdningen, engagementet. Alles!

Nu vil jeg fortælle lidt om de dele, der fylder mest i helheden af oplevelser.

All inclusive
Der var sang fra højskolesangbogen, hver dag efter morgenmaden. Og jeg elskede det. Det er den fedeste start på dagen. Sang og piano – eller var det et flygel? Er ikke velbevandret udi finere musikinstrumenter. Eller musikinstrumenter i det hele taget – anyway, at starte dagen med at synge var yderst opløftende. Hver aften var der et arrangement, fx bål & sang og foredrag om Søren Kirkegaard. Og så 5 måltider om dagen. Det er sgu da all inclusive, der vil noget!

Skriveholdet
Jeg fandt ud af, at det at være væk fra de vante omgivelser og alle overspringshandlingerne, var rigtig godt for den kreative hjernehalvdel. Det at vide, at jeg kun skulle fokusere på én ting: at skrive. Jeg havde ikke noget at leve op til. Jeg kunne gøre, hvad jeg ville. Give slip på al ansvar og snærende ”du burde”-bånd og kun koncentrere mig om at nyde. Og så at kunne gøre det i selskab med andre, der var ligeså engagerede som mig selv. Det var tydeligt, at alle på mit hold ville det. Vi nærede en stor interesse for hinandens tekster, og den feedback vi gav hinanden var konstruktiv og brugbar.
Vores hold havde en del lektier om aftenen i form af tekster vi skulle læse og bruge som inspiration dagen efter. Vi syntes, der var lige rigeligt med læsestof, hvis vi også skulle nå at have noget af fællesskabet med. Det viste sig ved evalueringen, at Dy ikke var vant til, at deltagerne var lige så pligtopfyldende som os, så hun havde vist ikke forestillet sig, at vi ville læse det hele. Det bekræfter bare vores store engagement, og i sidste ende var det jo det, der var med til, at vi lærte så meget som vi gjorde.

Afslutningen
Fredag aften var der afslutningsarrangement, hvor malerholdet holdt fernisering, tangoholdet dansede og skriveholdet læste op. Dy spurgte torsdag hvem af os, der ville melde os frivilligt til oplæsning, og jeg tænkte, at det skulle jeg da prøve. Eller det gjorde jeg ikke – jeg meldte mig til og SÅ tænkte jeg bagefter ”Shit, nu er jeg ikke bare på højskole, nu er jeg også på skideren”.
Jeg overlevede oplæsningen (og det gjorde tilhørerne også). Jeg var ret nervøs før jeg skulle på, men som sædvanlig kunne ingen mærke det på mig. Jeg ved ikke, hvad det er der gør det, men jeg har ofte fået at vide, at jeg fremstår meget rolig, når jeg selv synes jeg har stormvejr indeni. Det var en humoristisk tekst, og det var klart en fordel. Humor kan skjule det meste.

Fredagen sluttede med festmiddag og musik på anlægget. Det er længe siden jeg har danset så meget, og hold kæft, hvor var det godt. Og varmt.

Manden
En af de oplevelser, der gjorde størst indtryk, var mødet med en mand fra et af de andre hold. Han havde et par gange i løbet af ugen henvendt sig til mig og spurgt lidt ind til det jeg nu lige var i gang med at skrive. Det var ganske korte samtaler, hvor vi ikke fik udvekslet særlig mange informationer. Og slet ingen informationer om hinanden. Jeg kendte hans fornavn, men kun fordi han havde navneskilt på. Jeg havde pillet mit af. Jeg gætter på, at han er i slutningen af halvtredserne.
Den sidste dag vi var der, stod vi holdvis i gården og sagde farvel til hinanden. Vi fik øjenkontakt og han kom hen til mig. Vi gav hinanden et knus og jeg sagde ”Kan du nu have det rigtig godt”. Så kiggede han på mig og sagde (gengivet så langt hukommelsen rækker) ”Dig måtte jeg bare sige farvel til. Og nu skal jeg fortælle dig hvorfor. Du minder mig så meget om min kone. Det er både måden du ser ud på. Du ligner hende. Og så alt det du læste op i går aftes om din barndom på landet og de ting du oplevede. Hun er også opvokset på landet.” Jeg blev så overrasket, at jeg bare fik sagt ”Hvor er du sød, mange tak” og smilede stort. Så aede han mig på kinden, vendte sig om og gik tilbage til sit hold.

Kort efter så jeg ham forlade stedet og jeg havde lyst til at løbe efter ham. Jeg ville vide noget mere. Om ham. Om hans kone. Hvad var der med hende? Havde han fået vækket nogle minder om en kone, der ikke længere levede? Eller levede hun stadig, og syntes han bare det var for vildt, at her var et menneske, der lignede hende så meget? Hvad? Hvad? Hvad?
Hvorfor løb jeg ikke efter ham? Hvorfor gik jeg ikke over og talte med ham i løbet af ugen, alle de gange jeg havde lyst til det? Alle de gange jeg havde muligheden. Noget holdt mig tilbage, og jeg ærgrer mig grøn, gul og blå.

Omvendt er det også dejligt at tænke på det som et smukt minde. Det var så rørende og jeg bliver varm om hjertet, når jeg tænker på det. På ham. Måske er det godt nok, at jeg ikke kan finde ud af mere. Så kan jeg bevare det smukke som jeg får skabt i tankerne, og som måske ville krakelere i mødet med virkeligheden.

Heldigvis, tror jeg ikke, at de tanker jeg har om højskolen, vil krakelere ved at møde virkeligheden, så jeg har planer om, at jeg i uge 27 2017 opholder mig på Ry Højskole igen.