Syng dig glad!

2018 er endnu et år, hvor jeg løbende vil forsøge at føre nogle af mine mangeårige (dag)drømmerier ud i livet. Hvorfor nøjes med at drømme, hvis man kan opleve? Skal det være, skal det være nu. Husk at leve livet, mens du har det … og bla bla bla.

Som så mange andre er jeg vågnet brat op fra magelighedens og tryghedens søvn et sted mellem 40 og 50, forskrækket over alle de chancer jeg har passeret undervejs uden at standse op og gribe nogle af dem. Og pludselig en dag står man så der …som en kliche på alderskrisens vej.

Men det er jo aldrig for sent, vel? (det er et retorisk spørgsmål og der er naturligvis kun ét rigtigt svar)

Og derfor kan jeg nu skrive kordeltager på visitkortet.

Jeg sidder i skrivende stund med høretelefoner på og lytter til klassisk musik, Danish National Radio Choir. Jeg kan, helt uden at overdrive, sige at koret måske ikke helt minder om dét, hverken hvad angår indhold, lyd eller niveau.

Til gengæld passer navnet på koret ganske fint: “Begynderkor – syng dig glad!”
Og det er lige præcis, hvad jeg gør 2 timer hver onsdag aften; synger mig glad.

Før jeg startede tænkte jeg at “det er jo bare at synge” og så blive glad af det. Slut.

Men, skulle jeg lige hilse og sige – den nemmeste af de to ting er klart at blive glad. I starten var det den indledende opvarmning, der afstedkom løftet stemning. Hver gang starter aftenen med at varme vores sprøde stemmer op. Hvis du nu sidder og tænker, at det sikkert bare er sådan noget med at rømme sig en smule for at klare stemmen og så forsøge at ramme tonen lidt, kan du godt glemme det. Næh du, vi skal da have hele kroppen med, helt nede fra fødderne og op til hårtoppen, inkl. næse, kinder, pande, hals og tungebånd. Med lyd på. Og med lyd mener jeg vitterligt lyde. Det gode ved at være en flok, der står og laver lyde samtidig med at man sssssslappper så meget af, at kinder og tunge rammer gulvet, er at du ikke er den eneste, der både lyder og ser fjollet ud.  Tro det eller ej, men man kan faktisk vænne sig til det …

Tilbage er den svære del … at synge. Er I klar over, hvor svært det er? Jeg mener … 3-stemmig?!? Jeg har da rigeligt i at holde styr på bare én stemme. Når jeg så både skal holde styr på min egen OG samtidig holde de to andre væk, så de ikke blander sig for meget med min egen, kan det godt knibe lidt med tonemotorikken. Men også det kan man vænne sig til …altså at det er svært og at det er en kamp du nogen gange vinder, andre gange taber. Og har det sjovt med det uanset resultat.

Valget af sange bidrager ikke uvæsentligt til det gode humør. Første aften vil min eufori ingen ende tage, da jeg finder ud af, at vi skal synge Ray Dee Ohh’s Jeg vil lade lyset brænde. Pludselig bifinder jeg mig til en af utallige fester i ungdommens Bonderøvstown. Og hele vejen hjem den aften kører sangen i loop på øverste etage. Det er det sangene gør. De mest fængende (og dem med størst jeg-har-styr-på-stemmerne-succes) bliver faste følgesvende på gåturen hjem. På dét punkt har Ray Dee Ohh dog indtil videre førertrøjen på. Jeg lader lyset brænde sammen med dem.

Når koret slutter i maj, er jeg klar til næste projekt. Den sidste weekend i maj byder på en 2-dages vandretur på Hærvejen. Mon ikke der kommer et lille indlæg ud af det …